YouTube GUGF   RSS feed

Fodbold:Bo Pedersen forlader jobbet som træner i Grauballe UGF

Bo Pedersen forlader jobbet, som førsteholdstræner for Grauballe UGF, denne sommer til fordel for et bedre tilbud som cheftræner for Tjørring IF hjemmehørende i Jyllandsserien.

Bo Pedersen; ”Det er med vemod og et tungt hjerte at jeg siger farvel til Grauballe UGF. Det har været en meget svær beslutning, men med baggrund i mange faktorer, mener jeg at det er den rigtige. Jeg har haft en fantastisk tid i klubben og mødt mange dejlige mennesker i og omkring klubben. Der er især to personer, som jeg gerne vil takke for min tid i klubben, og dem har jeg talt med.” Bo tilføjer ” Det har været et privilegium at arbejde med spillerne, nogle fantastiske rare gutter, som specielt i foråret 2014 har været udfordret i turneringen, men det er jo som bekendt i modgang at man viser sit sande ansigt, og spillerne har vist at de er lavet af et helt specielt stof, de har holdt sammen og rykket sammen i bussen, klublivet er blevet styrket, så det er på ingen måde en flok spillere i opløsning – tværtimod. Det er derfor med stolthed at jeg kan sige at jeg har haft fornøjelsen af at være træner for Grauballe UGF.”

Bo har i processen hele vejen igennem været helt åben om sine ønsker. Han har aldrig lagt skjul på at han ville gøre arbejdet færdigt i Grauballe UGF. Vi mener dog heller ikke at vi kan stå i vejen for en udfordring af denne størrelse. Det efterlader naturligvis klubben med et stort tomrum, men det skal vi nu prøve at løse.

Da Bo overtog jobbet i vinteren 2013 havde Grauballe UGF det sportslige mål at vi skulle rykke op i serie 2. Vi havde spillermaterialet til det. Vi havde omgivelserne til det. Alt var på plads. Det var bare ikke lykkedes tidligere. Det havde vi ikke lagt skjul på og Bo gik til opgaven med samme forventning. Allerede i første forsøg var oprykningen en kendsgerning. I efteråret lykkedes det at bevare status i serie 2. Bo excellerer især med sine evner til at flytte hver enkelt spiller. Mange af de unge spillere i klubben har lært utroligt meget de sidste 18 måneder. Det er således vores opfattelse at alle parter tager noget godt med sig ud af dette samarbejde.

Herfra skal der lyde en stor tak til Bo for det job han har udført for Grauballe UGF. Vi ønsker ham alt held og lykke og succes i fremtiden. Jeg ser frem til at vore veje forhåbentlig senere krydses igen.

I fodboldudvalget skal vi nu ud og sondere terrænet. Vi skal finde en træner som kan samle op hvor tøjlerne er sluppet. Sportsligt resulterede foråret godt nok i en nedrykning, men der var mange faktorer, der gør, at det i sig selv ikke er en katastrofe. Vi er i en fase hvor et nyt ungt hold skal spilles sammen. Første skridt er taget. Nu skal der arbejdes videre.

Fodboldudvalget

Grauballe UGF v/Morten Grønbæk